Desværre, så sender vi ikke til dit land

se vores shipping destinationer

Send os venligst en e-mail.

feltet.dk

Speedmax AL 9.0
4,5 ud af 5 stjerner

www.feltet.dk (model 2011)

  • Super feel
  • Uhyggeligt meget for pengene.
  • Topkomponenter

Uhyggeligt meget for pengene !

Første indtryk af cyklen.
For det første er cyklen, i mine øjne, virkeligt fed og (nu tager jeg ordet i min mund – i mangel af bedre) lirens. Hvid er den overvejende farve, og jeg har lidt en svaghed for en enkel cykel – i udseendet.
 

Jeg kan også godt lide cykler med en masse farver på – hvis det er lavet smagfuldt, og ikke ligner noget der skulle have stået i et forstadshjem, med levende lys monteret - dagen efter den 23/12. Nok om det, og tilbage til denne cykel.
 

Kranksættet røg jeg komplet på røven over – jeg har set det før, men dette var første gang i levende live. HOLD NU K…! det ser bare drønfedt ud på en cykel. TT cykler ser bare bedst ud med et kranksæt, hvor det hele er bygget samme, og dette her gør det bare SÅ meget bedre end rigtigt meget andet derude.
Første tur på cyklen gik med finindstilling af cyklen, men gav et fint indtryk af en cykel der bare hænger rigtigt godt sammen på udstyrssiden. R2C skifterne er rigtigt fede at køre med, og giver nogle lette gearskift, hvor man ikke skal sidde og vride sine hænder i nogle mærkelige vinkler for at skifte gear - som man skal med en almindelig styrendeskifter, i yderpositionerne.
 

Den næste del af testen vil jeg dele op, så jeg fokuserer på de enkelte dele på cyklen.
 

Ramme:
Som tidligere nævnt er det en flot lakeret ramme, der ser rigtigt hurtig ud, når den bare står stille. Hvorvidt man kan bringe en cykel til hurtighed, har jo desværre en hel del at gøre med den træningsmængde der ligger til grund for ens cykelform, men jeg vil påstå at denne ramme godt kan bringes til nogle gode tider derude – selvom jeg ikke selv er verdens største træningsnarkoman…
 

Rammen er rigtigt stiv, og leverer en fin kraftoverførsel af de nærmest uhyggeligt få watt jeg kan formå at lede fra de blege ben, og i retning af asfalten. Rammen opfører sig rigtigt pænt ved hårdt antrit på bakker, og føles på disse stræk ikke som en decideret TT cykel. Det er bestemt heller ikke en klatrecykel, men den virker rigtigt godt op ad bakke, også.
 

Hjul, dæk:
De ”billige” cykler her synes jeg sjældent er ret spændende udstyret på hjulsiden. Det er et nemt sted at spare, og det er også en løsning mange fabrikanter tyr til – det er såmænd også forståeligt, men man kommer bare til at stå med et sæt hjul, der ikke lever op til den fede cykel man ellers får i denne klasse.
 

Det gør sig så bare ikke gældende for denne cykel. Mavics hjul har jeg altid selv været glad for. Jeg synes de leverer noget kvalitet, der holder meget længe – det gør sig for øvrigt gældende for såvel MTB som RACE hjul.
 
Disse Cosmic Elite har jeg ikke prøvet før, men det var godt nok et hyggeligt bekendtskab vi havde der, hjulene og mig.
 
Derudover har man her at gøre med et let rullende hjulsæt, der bare kører derudaf.
 

Alt i alt et rigtigt godt valg af hjul, der komplimenterer rammen rigtigt fint.
 

Continentals GP 4000S dæk leverer en fin punkteringsresistens (jeg er ikke punkteret på dem) og er bare et godt dæk. Det er ikke et super race-præget dæk, men det tror jeg heller ikke det her er ment som.
 

Gruppe:
SRAM har fået lov at udstyre denne cykel - næsten… Kranksættet er fra FSA, men det tager vi lige til sidst i dette afsnit.
 

SRAM har en fed måde at skifte på; man kan sammenligne skifte lidt med Campagnolos lidt hårde ”klonk”, der bare skifter hurtigt og er superpræcist. Force gruppen er rigtigt fin, den leverer det den skal. Ja, man giver lidt afkald på noget vægt ift. RED, men funktionen er den samme – tag det fra en, der har prøvet RED.
 

R2C skifterne gør det bare så godt, og er sateme et fedt touch på denne her cykel. Til dem der ikke måtte kende dem, er det en skifter der vender tilbage til midten (Return 2 Center) efter hvert gearskift – ligesom en sekventiel gearkasse i en bil.
 

De løfter bare lige gruppen et trin op, og gør det så meget sjovere at skifte gear på en cykel som denne.
 

Kranksættet har jeg snakket lidt om tidligere. Udover at det ser fedt ud, er der lagt mange tanker i aerodynamikken på det, og så er det i sandhed noget af det stiveste jeg har prøvet at træde i. Jeg havde fuldkomment afskrevet carbon kranksæt, da jeg følte flex i alle dem jeg havde prøvet – men det var der ikke det mindste af her – fedt!
 

Jeg har som sagt selv købt et efterfølgende. En information der enten er brugbar, eller komplet ligegyldig, alt efter hvor meget værdi man tillægger mine ord.
 

Sadel, styr + det løse:
Sadlen er/var det første jeg skiftede på cyklen. Jeg synes ikke den er egnet til denne her salgs cykling. Næsen er for ukomfortabel, og gav mig et kedeligt ubehag… et sted man ikke gider have ubehag (jeg vil her undlade at delagtiggøre læserne i flere detaljer om mit underliv).
 

Dette bliver cyklen akilleshæl for mig – men nu er vi heldigvis alle skruet forskelligt sammen, så lige dette kan der sagtens være stor uenighed om derude.
 

Med hensyn til styret synes jeg at cyklen er fornuftig udstyret på dette punkt, også. Styret leverer mange muligheder for indstilling, både hvis man – som jeg – er lidt bredere over skuldrene (og kroppen generelt) end de fleste ryttere er det.
 

Alu udgaven er lidt kedelig, men festen skal jo altså desværre stoppe et sted… Man får det samme som havde det været udformet i carbon, bare ikke den (for mange af os) lækre lireeffekt som et styr der er udformet i dette uhyggeligt dyre materiale er det.
 

Saddelpinden er virkeligt god – spændet kan flyttes frem og tilbage i den udfræsning der er på toppen af pinden. Dette bevirker, at man kan flytte sin position i det uendelige (næsten). Man kan ændre den effektive vinkel på saddelrøret imellem 75 og 78 grader. Dette gør, at cyklen kan stilles til både de ret strenge regler UCI har opstillet til TT, men den kan i lige så høj grad indstilles til triatleternes noget ændrede krav til en aerodynamisk position.
 

Konklusion:
Man kan vælge nogle forskellige stier, når man skal ud at købe en cykel til TT og/eller TRI, men for mig vil det fremover være meget svært at overbevise mig selv om, at jeg ikke bare skal få mine små fede hænder til at trykke en bestilling ind på computeren – og får en cykel som denne, fra dette firma.
 
Ja, man kan få stumper der er federe/lettere/mere lirede på en ramme af kulfiber. Det har bestemt også sin charme, og er desværre også en sti jeg selv bevæger mig ned af.
 
Som du nok næsten kan forstå, kommer denne cykel helt op i nærheden af toppen. Sadlen er dog ikke et godt valg for mig, og så gad jeg godt lidt ”wow-effekt”. Hvad er det? - Siger du så. Det ved jeg ikke helt, men jeg får det ikke på denne maskine. Det er dog virkeligt småting, og karakteren synes jeg bestemt er en man kan, og bør være stolt af – den er velfortjent!

Man får bare så uhyggeligt meget for sine penge ved et køb som dette. Jeg vil ikke gøre det for jer, men prøv lige at regne vejl. Udsalgspris ud på de stumper denne cykel er monteret med… Og kom så ikke bagefter og sig, at dette her er et dårlig